Velkommen til Neurodiversitet Danmark

Neurodiversitet Danmark er en nystartet hjemmeside vedrørende neurologisk mangfoldighed.

En biolog ved navn Milton Diamond sagde en gang ”Naturen elsker variation”. I naturen finder vi landskaber, dyr og planter med mange forskellige farver, former og egenskaber. På samme måde fødes og udvikler mennesker sig forskelligt. Vi har forskellige egenskaber, erfaringer, tanker, følelser og perspektiver.

Neurodiversity, neurodiversitet eller neurologisk mangfoldighed henviser til den forskellighed, som findes i vores neurologi og dermed i vores måde at tænke, føle, opfatte og være i verden på. Nogle af os har fået en typisk udviklet hjerne, mens andre tilhører en neurologisk minoritet i form af fx autisme / Aspergers, NLD, ADD, ADHD, dysleksi, dyscalculi, dyspraksi eller Tourette.

Hver og én af os er unikke og hver og én af os har noget at bidrage med.

Målet med hjemmesiden er at samle og formidle artikler mv. vedrørende neurologisk mangfoldighed, hvor vægten ligger på at støtte og styrke neurominoriteters mulighed for at udnytte deres potentialer og opnå fyldestgørende liv.

Vel mødt

Neurodiversitet Danmark